Fra Berlingske Tidende, 28. juni 1987 

Det sidste vers om Pink Floyd i retten

Roger Waters er i pladeforretningerne med sin anden solo-lp - Radio KAOS. Han ønsker ikke at være pompøs men udtrykker bare sine følelser, som han siger i et interview med Berlingske Tidende. Pink Floyd har han lagt bag sig og trukket i retten 

Af Hans Pilgaard 

LONDON 
Rockmusikkens milepæl er støvet. Kun sjældent skrives et navn med granit i den næsten 30 år gamle sten. 

   Et af navnene er Pink Floyd. 
   Men under megagruppens navn, der bl.a. huskes for mesterværkerne Dark Side Of The Moon og The Wall, står et andet navn, som altid vil kunne ses på den eksklusive sten, selv når tiden har revet tusindvis af kalenderblade sammen. 

   Roger Waters 
   I disse dage er han sammen med sine nye musikere, "The Bleeding Hearts Band", i pladeforretningerne med lp'en Radio KAOS. Det er nummer tre siden afslutningen med Pink Floyd (The Final Cut).. I 1984 lavede han The Pros And Cons Of Hitch Hiking med bl.a. Eric Clapton og David Sanborn, og tidligere i år stod han for produceringen af soundtracket til "Når vinden blæser" (When The Wind Blows), hvor han selv leverede musikken til side 2 på albummet, hvor bl.a. David Bowie og Genesis pryder den første side. derfor regnes den ikke som en ren Waters solo-lp. 

   Radio KAOS er ligesom på tidligere Roger Waters plader en lang sammenhængende historie. Ikke noget han gør bevidst, siger han til Berlingske Tidende på sit hotelværelse i 7 Down Street i London, hvor han på én dag på skift talte med den europæiske presse. 
   "Jeg ved ikke, hvad det handler om, før jeg negynder at skrive. det udvikler sig, og følelsen vokser," siger Roger Waters.. "Det, der sker, er at jeg får et fjernt udtryk i øjnene, hvor jeg ser uden at se. Jeg har gennem årene lært, at det betyder, jeg kan skrive en sang. Så sætter jeg mig til pianoet eller tager guitaren og begynder at skrive. Den første sang, jeg skrev i denne omgang var faktisk udformet som et spørgsmålom, hvorvidt jeg kunne blive ved med at lave det her. de allerførste ord, jeg skrev var: 
  

 Som rav glødende i mørket, var jeg næsten blevet kold 
 som en soldat stående ved flagstangen. Som en spiller, 
 de alle sagde var for gammel, var jeg blevet fristet til at 
 aflevere min nøgle. 

Puha... ikke sandt. Men så kom et vers senere i sangen, der lød: 

 Som en vulkan, der gør sig klar til at eksplodere. Den nye 
 generation venter ved deres radioer. Stand up and be 
 counted. Tilbage til radioen. 

Så lagde jeg den til side og begyndte på en ny sang. det var Who Needs Information, og pludselig fandt jeg mig selv midt i at skrive en sang specielt om begivenhederne under minearbejderstrejken i England, hvor en fyr smed en betonblok ned fra en bro og dræbte en taxa-chauffør. Jeg opfandt to brødre og gav dem endog navne, og pludselig stod jeg ansigt til ansigt med en beretning. Jeg tænkte ikke: oh, Gud den må jeg få til at passe ind i en større ide, men uundgåeligt udvikler der sig et forhold mellem mine bevidste tanker og følelser og det næsten ubevidste, der bare kommer ud, fortæller Roger Waters.. 
  

Tidevandet vender 
Radio KAOS handler om Benny på 23 år, der er arbejdsløs minearbejder. med udgangspunkt i minearbejderstrejken i England sidste år, fortæller Waters historien om tvillingebroderen Billy, der sidder i en kørestol og er ude af stand til at kommunikere med omverdenen. men pludselig opfatter han radiosignaler i sit hovede og kommer i kontakt med Radio KAOS i Los Angeles. En radiostation, der kæmper for at holde fast i at spille rockmusik, frem for hvad der tilfældigvis er oppe i tiden. billy får magten over dataerne og simulerer den atomare katastrofe. Sætter supermagterne ud af spillet. Den hvidklædte soldat tænker på familien, nedtælling, tre...to...en... Men det er en illusion. Intet sker, vi kan endnu undgå det endelige brag, og så slutter pladen med, at tidevandet vender... The Tide Is Turning. 

   Et stort kor giver afslutningsmelodien en snært af håb og dommedag på én gang. 
   "Jeg er ikke kendt for at skrive optimistiske sange, men denne er ment som et simpel stykke optimisme. jeg skrev sangen dagen efter Live Aid, da jeg følte, at der i det mindste symbolsk var et vigtigt øjeblik med gode kræfter. Jeg er ikke sikker på, at det betød, rock pludselig blev mere end underholdning." 
   Det underbygges af sidste vers i The Tide Is Turning: 

 Jeg siger ikke, at slaget er vundet, men lørdag aften 

 vristede alle disse børn i solen teknologiens sværd 
 ud af hænderne på krigsherrerne. Tidevandet vender... 
  
   Og netop teknologiens kræfter og udvikling indenfor kommunikation ser Waters som det vigtigste overhovedet i den periode, vi lever i nu. 
   "Specielt med hensyn til tv bliver det meget interessant at se, om det bliver reduceret til et simpelt niveau, hvor det er et instrument til at sprede propaganda og til at sælge ting, eller om det kan blive brugt som et værktøj til at hjælpe folk til bedre at forstå hinanden. I øjeblikket gør tv selvfølgelig lidt af begge dele, men jeg mente, at Live Aid helt klart var et øjeblik, hvor det hjalp mennesket til at få det bedre." 

  Om tidevandet vitterlig er ved at vende, er overladt til håbet og tiden. Eller om det ligesom Billy's leg med supermagternes atombomber er en illusion. 
   "Tidevandet er en mærkelig størrelse. Inden for disse rammer, vil jeg gerne, at det er ved at vende. Du må jo tro på noget, Og måske... hvis mennesket giver hinanden ansvar, kan man sætte sig op mod tidevandet og vende det i en ny retning." 
   Roger Waters er kendt for at lave store værker og et gennemgribende stykke arbejde, før han er tilfreds. Han indrømmer også, at han er pekfektionist. Men han er ikke bange for, at det er blevet for stort og pompøst. 

   "Det eneste jeg gør, er, at jeg udtrykker mine følelser, som jeg har gjort hele vejen igennem min karriere. Det er i den sidste ende det eneste, jeg har at holde fast i inden for rock'n'roll. Hvis jeg tillod mig selv at blive trukket væk af, hvad publikum eller pladeselskabet nu vil tænke og gerne ha', så kunne jeg slet ikke arbejde." 

Bob Dylan og John Lennon 
I en af de første anmeldelser af pladen i det engelske musikskrift "Q", beskyldes Roger Waters for at ville forsøge sig som en social kommentator. Selv siger han, at det ikke er bevidst, når Margaret Thatcher bliver offer for hans had. det kommer helt naturligt. 

   "Jeg er mindre deffensiv i dag og mindre bange for at give mig selv ud i et angreb og udsætte mig selv for at blive angrebet. Og det er måske derfor, at jeg kan være mere specifik, når jeg udtrykker min mening. men jeg sætter mig ikke ned og siger, at nu vil jeg angribe Margaret Thatcher. Det er svært at skrive sange, uden at undre sig over hvordan og hvorfor, men når jeg ser på tidligere sangskriveres arbejde som Bob Dylan og John Lennon, som skriver på et niveau, hvortil jeg ikke aspirerer, så føler jeg meget, at det kommer fra deres underbevidsthed - og det er derfor, det er så godt. Måske bliver jeg mere direkte med alderen, fordi jeg tør tage chancen at vise mere tydeligt, hvad jeg føler indeni."  

Med hensyn til pressens behandling og opfattelse af Roger Waters med og uden Pink Floyd, er det ikke første gang, hvi sanmelderne ikke kan lide det nye album. Siden Dark Side Of The Moon, har det været småt med de flotte tillægsord fra netop det folkefærds side, mens pladerne har solgt i milliontal. Selv The Wall stillede mange i anmelderskaren sig skeptiske over for. I midten af 70'erne fik Roger Waters nok af journalister, der ikke interesserede sig for gruppens musik, og han holdt op med at tale med gentlemen of the press, som i dag får sedlen "assholes" klistret på ryggen af Waters.

      
  
    "Det er en del af spillet at markedsføre mit nye album, og derfor taler jeg med pressen, men i dag har jeg slet ikke de problemer, jeg havde dengang, og jeg nyder faktisk at tale. Jeg bruger meget af mit liv på at tale, og når jeg arbejder i studiet snakker jeg også en del med de folk, jeg arbejder med. Mange har udtrykt forbavselse, når de har mødt mig, fordi de har forventet en eller anden eksklusiv type. det er jeg overhovedet ikke." 

Skuffet over The Wall 
 Filmversionen af The Wall var et imponerende værk og en del af den mur, som har gjort dette projekt til et af de allerstørste i rockhistorien. Tusindvis af unge som de lidt ældre anskaffede sig dobbelt-lp'en, overværede det gigantiske sceneshow og lod sig visuelt tryllebinde i biograferne. 
   Roger Waters bryder sig dog slet ikke om filmen, der kostede ti millioner dollars at lave! "Den er en katastrofe," siger han overraskende. 
   "Jeg hadede den ikke men var bare skuffet over den. der var ikke meget form over den. den var et barg til at begynde med, og det blæste én ned i sædet indtil slutningen af filmen. Men min mest alvorlige kritik af filmen, og det tager jeg min del af skylden for, er, at jeg kiggede på den og sagde til mig selv: Jeg er skideligeglad med Pink. Jeg følte ikke noget for ham. 

   Men visuelt synes jeg, den er overvældende, og Gerald Scarfe's arbejde med tegnefilmen er fantastisk! 
   Det var da en meget interessant film, men jeg gik ikke ud efter jeg havde set den og tænkte: wauu, den var enormt god. Men fordi jeg ikke kunne lide den, behøver den ikke være dårlig, og jeg er da glad for, at den har betydet noget for nogen mennesker. Måske skulle jeg en dag gå i biografen og se den med publikum på, det kan være, det var en god idé. 

   I synopsis til historien om radiostationen KAOS i Los Angeles, har Waters også tænkt på, at det måske kan laves som en film. Sceneshow bliver der ud af det, når han med The Bleeding Heart Band i løbet af kort tid turnerer i USA og til efteråret betræder europæiske scener. de første, der er interesserede i at lave en film ud af projektet, har ifølge Roger Waters allerede meldt sig. 
   Egentlig havde han opgivet idéen, da han står foran det hårde arbejde med  turnéen, men måske. 

   Og erfaringerne med at lave The Wall som film , kan han godt bruge. 
   Jeg har lært, at jeg primært skal være involveret i musikken og dernæst med bidrag til film-manuskriptet - og måske ovenikøbet være medforfatter til filmmanuskriptet. Men jeg vil ikke nærme mig kulisserne, de daglige optagelser eller redigeringen. Hvis nogen skal instruere denne film, så er vedkommende nødt til at få fuldstændig frie hænder. Det var problemet med The Wall - der var for mange kokke. 
  

Faderens død et stort tab 
Under 2. verdenskrig, mens Roger endnu var ved at tage sine første skridt, blev hans far, Eric Waters, dræbt. En hændelse Roger Waters har skildret på The Final Cut og til en vis grad også på The Wall. 
   Han nåede aldrig at lære sin far at kende. krigen rev ham væk. Krigen brændte sig ind i Rogers liv. 
   Jeg kommer aldrig over tabet af min far. Jeg får stadig..." 
   Roger Waters tager sig til halsen. Stirrer et øjeblik tomt ud i luften og fortsætter så med at tale om, at ingen mennesker kommer over et sådan tab. 

   "Jeg kendte ham ikke, og det er måske det værste og største problem. jeg er konfronteret med et tomrum. Et stort skilt, hvor der står "hero" på. det er forfærdeligt at affinde sig med. Det har været t enormt problem for mig, men ved at lave især The Final Cut, men også The Wall. til en vis grad, har det hjulpet mig. 
   Han mindes, da de andre børn stod på banegården og ved havnen for at kaste sig i deres fars arme. hans opfattelse af den situation, gav ham en idé til en ny sang, der fik ekstra "liv", da Reagan spredte død med bombningen af Tripoli. 

   "Jeg har endnu ikke skrevet en eneste node eller et ord ned endnu, mendet er noget, jeg følte stærkt efter bombningen. Ideen er, at man hører lyden fra en dryppende hane i baggrunden...en baby, der græder, og en mor, der synger en vuggesang for sit barn. Manden kommer hjem fra caféen, og konen beskylder ham for at være fuld og for ikke at have repareret hanen o.s.v. -man får billedet af en ganske almindelig familie. 
   Og så pludselig boom... Uden nogen for dem åbenbar grund... boom. På samme måde som min far blev dræbt. Selv om jeg godt ved at det var en anden krig og alt det andet, og at det nogen gange er uundgåeligt, men ikke desto mindre føles det i den voldelige ende på samme måde. det er derfor, jeg bliver så fantastisk vred, når der sker ting som bombningen af Tripoli, hvor det ikke har en skid med udenrigspolitik at gøre, eller hvor der overhovedet ingen grund er til at gøre det. Andet end at det er politisk eller underholdningsmæssigt bekvemt. For at underholde folk derhjemme og for at fjerne opmærksomheden fra de hjemlige problemer. Eller bare for at at gøre det... Hvorfor ikke? Ind og spark dem i røven!... Den John Wayne agtige udenrigspolitik." 
  

Slut med Pink Floyd 
Diverse rygter om genforening af Pink Floyd har fået spalteplads med jævne mellemrum siden The Final Cut, ligesom man med mellemrum har kunnet læse at det var helt forbi med gruppen. 
   Roger Waters bekræfter over for Berlingske Tidende, at det er slut. I hvert fald med fire-mands besætningen: Roger Waters, Nick Mason, David Gilmour og Rick Wright. De tre sidstnævnte arbejder for tiden i studiet på at færdiggøre en lp, som de ønsker at udgive under navnet Pink Floyd, men det har Roger Waters sat sig imod, og sagen ender nu i retten. 

   Vi var en gruppe mennesker, der spillede sammen i et band, og det band eksisterer ikke mere. Der er utroligt dårlige følelser imellem os i dag. Selvfølgelig er der to sider af historien, og måske er jeg for omsorgsfuld over for den, og måske tager jeg fejl," siger Roger Waters, der ikke lægger skjul på, at det er længe siden, at der var en venskabelig stemning imellem dem. 
   "Vi har egentlig aldrig haft noget særligt til fælles og i hvert fald ikke efter Dark Side Of The Moon. Da havde vi faktisk opnået alt det, vi gerne ville sammen. Det var slut på de "gode dage",. Derefter krøb vi sammen under den store paraply, som navnet Pink Floyd var, men intet af det var særlig sundt. 

   Der snakkes altid om "the boys in the band", måske er en del af det ved at vokse op, at vokse ud af the band. jeg er imod at bruge navnet bare til at tjene penge. Hvis jeg troede på, at de ville lave en plade, fordi de gerne ville arbejde sammen, så... 
   Men selvfølgelig vil de ikke gerne arbejde sammen. husk på, at jeg har kendt de fyre og været i band med dem i tyve år. Så tror du ikke, jeg ved det... 
   Men spørg dem, lad være med at tage det fra mig. Spørg dem, hvorfor de gør det. vent og hør, hvad du får, når den nye Pink Floyd plade kommer. Jeg ved hvad du får - et David Gilmour solo-album, der lyder som About Face. Jeg synes det er forkert. det ville være, som hvis George Harrison og Ringo Starr indspillede en plade og kaldte sig The Beatles. Så simpelt er det. De synes, det er rigtigt, og vi er uenige. Så nu er resten op til advokaterne. 

   Det er ikke sikkert, jeg har ret. det er ikke sikkert, det er forkert, men det føles forkert."